Gårdens fine stue

Mange ældre gæster på Museumsgården husker stadig stadsestuen fra deres bedsteforældres hjem. Et rum med fine møbler, gardiner og særlige ting, som kun sjældent blev brugt. Døren stod ofte lukket, og stuen blev først åbnet ved særlige lejligheder. Men sådan havde det ikke altid været.

Et rum til fest og dans

Da Museumsgården blev bygget omkring år 1800, var øverstestuen ikke et stille museum, men et levende rum til fest, dans og samvær.

Forfatteren Johan Paludan beskrev livet på Møn omkring den tid og fortalte, hvordan de unge dansede tæt i de fyldte stuer: “Engelskdanse og valse havde efterhånden fortrængt de gamle danse.”

Rummet var dengang mere åbent end senere. Stolene stod langs væggene, og midten af stuen var fri til dans og selskab.

Den fine stue

I løbet af 1700- og 1800-tallet fik flere bønder råd til at indrette en øverstestue.

Her viste man familiens velstand frem:

• spejle
• kommoder
• chatoller
• fine stole
• klædeskabe
• og senere sofaer og lænestole

Det var gårdens mest fornemme rum. På den tid havde dagligstuen ofte gulv af stampet ler eller sten, mens øverstestuen havde plankegulv.

Fra stadsestue til karlekammer

Da Hans Hansen havde gården, ændrede øverstestuen karakter. I de sidste år blev rummet brugt som karlekammer, hvor op til fire karle boede. Det var langt bedre forhold, end mange karle tidligere havde været vant til.

Hans Hansen havde ikke brug for en stadsestue til at imponere gæsterne. Haven blev hans fine stue.

Et rum med mange liv

Øverstestuen fortæller historien om, hvordan et rum kan forandre sig gennem generationer – fra dans og fest til hverdagsliv og arbejde. På Museumsgården står sporene stadig tilbage.